Immunforsvaret

Immunforsvaret er kroppens helbredshær. Uden den ville vi hurtigt blive overmandet af alverdens sygdomme og lidelser.

Nogle symptomer der kan skyldes et svagt immunforsvar er:

  • Gentagne infektioner – tilbagevendende infektioner som f.eks. bihulebetændelse, blærebetændelse, lungebetændelse og betændelse i tarmen
  • Forkølelse og influenza
  • Allergier – f.eks. mod pollen, støv, kæledyr, parfume og specifikke fødevarer
  • Astma – inflammation i lungevævet der medfører åndedrætsbesvær
  • Træthed / svaghed – selvom du sover og hviler nok
  • Smerter – ofte i muskler og led pga. inflammation i bindevævet omkring disse
  • Hovedpine
  • Udslæt og eksem

Akupunktur og immunforsvar

Forskning viser, at akupunktur kan regulere vores immunforsvar ved at stimulere vigtige immunceller. Herved kan vi både styrke immunforsvaret og mobilisere en antiinflammatorisk effekt.

Desuden har forskning indenfor allergi vist, at akupunktur kan bidrage til at lindre symptomer på sæsonallergi (læs mere om allergi her) ved at påvirke lokale reflekser i næsen og ved at regulere immunsystemet, så der sker en nedsat aktivering af de celler, der fremkalder allergiske symptomer.

 

Et svagt immunforsvar

Immunforsvaret spiller en rolle for alle sygdomme: Vi får infektioner, hvis det ikke er effektivt nok. Hvis det på den anden side overreagerer, kan vi få autoimmune sygdomme som leddegigt, sklerose og kroniske tarmsygdomme (Crohns sygdom og ulcerøs colitis). Cellerne i immunsystemet angriber fejlagtigt de celler, der udgør kroppens væv, så det ikke er infektionen i sig selv, men immunforsvarets reaktion på infektionen, der gør os syge.

Man kan sige, at når immunforsvaret fungerer, som det skal, bemærker vi det ikke. Men hvis det er ude af balance og reagerer for lidt, for meget eller forkert, bliver vi syge.

Hvor i kroppen findes immunforsvaret

Cellerne i vores immunforsvar bliver dannet i knoglemarven, milten og lymfeknuderne. De befinder sig blandt andet i vores blod, i huden og i tarmen, hvor de patruljerer og holder udkig efter fremmede organismer.

Faktisk har fordøjelsen (læs mere om fordøjelsen) meget stor indflydelse på vores sundhed, fordi 70 % af kroppens immunforsvar sidder i tarmene. Her lever mange forskellige bakterier i harmoni og sørger for at opretholde ligevægt, så dårlige bakterier udskilles, og gode bakterier trives.

Det er derfor vigtigt, at sørge for en god og fornuftig kost, for netop at undgå at immunforsvarets evne falder, og sygedagene stiger.

Hvad påvirker vores immunforsvar

Immunforsvaret er ikke en fast størrelse, og effektiviteten varierer meget fra person til person alt efter gener, kost, motion og endda også følelser og stress (læs mere om stress).

En kortvarig stress-periode kan faktisk booste vores medfødte immunsystem. Det er vores akutte kæmp-eller-flygt-beredskab, som træder i karakter. Før i tiden har det formentlig hjulpet os til at hele de skader på kroppen, der opstod, når vi kom i fare.

Længerevarende stress udløser derimod signalstoffer, som reducerer immunsystemets effektivitet. Mange har sikkert oplevet at blive syge efter en længere periode med for meget arbejde, for lidt søvn, for lidt tid til motion samt uhensigtsmæssig kost.